Vi boede på værelse 4 på Cà Bela. Jeg havde svært ved ud fra billederne at bedømme, hvor stort værelset egentlig var og hvor mange rum, det bestod af. Det var et enkelt værelse. En dobbeltseng, en enkeltseng, et par natborde og en reolanordning.
Det var sparsomt indrettet, ikke super stort, men der var, hvad der var nødvendigt. Derudover var der fælleskøkken med spisebord, køleskab, kaffe/te og microovn.
Vi oplevede desværre, at nogle af de andre lejere tog vores drikkevarer fra køleskabet, så det vil nok være en god idé at skrive navn på.
Toilettet lå i lejlighedens gang. Der var shampoo og bodylotion, hvilket var super fint, så vi ikke selv behøvede at medbringe. Men selve badeværelset var kun skærmet af af en glasvæg med et tyndt gardin, så man kunne nærmest se alt, hvad der skete derinde. Det var tydeligt at se gennem gardinet, hvilket kan være grænseoverskridende, hvis man ikke rejser med sin familie. Brusebadet lå lige inde for døren og det var der, det var tydeligst at se folk igennem. Man kunne godt have brugt et tykkere gardin, man kunne trække for, så man ikke kunne se igennem det.
Personalet er ikke til stede på stedet, men de var super hjælpsomme og gode til at svare over beskeder. Det var på ingen måde et problem, at de ikke var der.